Ringe til en forælder
Tre sekunders stilhed i røret føles som en evighed, når man ikke kan se modtagerens ansigt og ikke ved, om det er ens egen tur til at tale. Billedstøtten herunder strukturerer samtalen med en forælder, så røret kan løftes uden at vide præcis, hvad der skal siges.
♂Mand ringer til forælder
En mand i en lyseblå skjorte holder en telefon til øret og vinker, med et billede af en vinkende forælder i en cirkel i øverste venstre hjørne.
♂Mand taler i telefon
En mand i en lyseblå skjorte taler i telefon, mens en anden mand i en grøn skjorte vinker ved siden af ham.
♂Mand ringer til kvinde
En mand i en lyseblå skjorte taler i telefon og gestikulerer mod en vinkende kvinde i en lilla skjorte ved siden af ham, med en stiplet linje, der indikerer kommunikation.
Om billedstøtten
Telefonsamtaler fjerner næsten al den information, der ellers styrer en samtale. Ingen ansigtsudtryk, ingen kropsholdning, ingen fornemmelse af, om den anden nikker opmuntrende eller er på vej til at lægge på. For et barn, der allerede synes, social interaktion er meget at løse i realtid, kan en helt almindelig samtale med mor eller far føles uforholdsmæssigt krævende, særligt hvis det er en forælder, der bor på en anden adresse, og samtalen er ugens eneste kontakt.
Med en billedopstilling af samtalen får barnet et skelet: hilsen, én konkret ting at fortælle, ét spørgsmål at stille, et tegn på at samtalen snart er forbi, en afslutning. Kortvæggen ved telefonen virker som hjælpelinjer i en tekst, noget at læne sig op ad, når ordene slipper op. Det er ikke et manuskript, men et spor.
Et konkret tip: tilføj et kort, der viser én ting fra dagen, en tegning, en madpakke, en sten fra skolegården. Så bliver det første emne konkret i stedet for det overvældende hvordan gik dagen, der åbner et tomt felt. For et barn på autismespektret kan netop det startpunkt afgøre, om samtalen overhovedet bliver til noget. I Routined-appen kan samtalestrukturen ligge som en tilbagevendende rutine på telefonens skærm, klar netop når røret skal løftes.