Skovl kattegrus
At skovle kattegrus lugter, støver og klistrer, mens katten regner med, at nogen gør det. Billedstøtten her under viser trinene, så barnet kan holde næse og hænder i ave og blive færdig uden lang snak.
♀Skovl kattegrus
En person skovler kattegrus i en kattebakke med en skovl.
Om billedstøtten
Kattebakken er en af de pligter, hvor sanserne løber tør længe før motivationen. Lugten sætter sig i næsen allerede ved første skovl, støvet løfter sig, når klumperne tages op, og noget klistrer altid på skovlen, mens posen bindes. For et barn, der alligevel har taget ansvaret for dyret, er det rimeligt, at opgaven føles tungere end det lød, da man sagde ja til kat.
Billedstøtten gør arbejdet til en kort, tydelig kæde: åbne låget, samle klumperne, smide dem i posen, binde posen, fylde nyt grus på ved behov, lægge låget på, vaske hænder. Barnet skal ikke holde hele opgaven sammen, mens næsen arbejder imod. Et tip, der faktisk sænker tærsklen, er at lægge en lille dråbe æterisk olie — eller bare et duftet stykke køkkenrulle — på lågets yderside, så det første åndedrag mod bakken ikke bliver det stærkeste indtryk.
Kommer skovlingen to gange om dagen, kan appen Routined minde i samme rytme, som katten selv holder, og kæden bliver vane i stedet for forhandling.